mandag den 18. februar 2013

Kender du Rina Lieberg?

Kære følgere, papir,- og farveglade mennesker og øvrige interesserede. 
Det er mig en stor glæde og ære, at introducere jer for en Über-kreativ kvinde. Måske kender du hende allerede, kender lidt til hendes arbejde, ellers kan jeg nu hjælpe dig lidt på vej.

Navnet er Rina Lieberg, og hvis du har interesse i art journaling, kan du næsten ikke komme udenom hende! Jeg er så heldig, at hun har fortalt lidt om sig selv, og du er så heldig at du kan læse det, hvis du lader øjnene springe ned i næste afsnit. ( og måske der gemmer sig en overraskelse til sidst ;)


Sådan kort om mig: Jeg er 35, bosat på samsø på 9. år med mine tre børn. I efteråret blev vores ”nye” hus i Ballen færdigrenoveret, så vi er flyttet til sydøen efter nogle gode år på nordøen. Ballen er en havneby med dejlig badestrand og der er rigtig mange mennesker her om sommeren, og efter nogle år hvor jeg primært har haft mine værker til salg i andres gallerier så er planen nu at åbne et lille sommergalleri her hvor vi bor nu.  Jeg er uddannet voksenunderviser i billedkunst, har undervist i aftenskoleregi, på højskole og etableret en billedskole for børn. Har tidligere lavet en kunstbog med tre andre kunstnere her fra øen, samt illustreret en CD (Postkort fra livet) for DR og Poul Krebs. Jeg arbejder med maleri, collage, blandform og som tekstilformgiver. Har tidligere haft et sommergalleri/butik her på øen, hvor jeg solgte malerier og tøj og tilbehør til børn af retrostoffer. Havde også en slags nethandel med selvsamme (www.lieberg) hvor man stadig kan se mine ting – den er dog håbløs uopdateret, men findes altså stadig derude – om ikke andet så som et lille visitkort af en slags.
Det sidste par år  har jeg grundet tidsmangel og småbørn haft svært ved at finde tid til de store malerier så jeg kastede mig over Art journaling – hvilket jeg blev helt grebet af. Jeg fyldte den ene bog efter den anden og tænkte jeg ville tilbyde at undervise i det. Derfor lavede jeg en hurtig og nem hjemmeside www.artjournaling.dk – som netop udbyder kurser og som kan give inspiration til andre.
  
Det var også i den periode jeg lavede bogen Brud stykker – som er en illustreret digtsamling. Den udsprang af bruddet med børnenes far og omhandler hele det følelseshelvede det er at blive skilt, finde en ny og forsøge at få dét til at fungere og i det hele taget bare finde sig selv. Den er skrevet med en let humoristisk sans der dukker op i ny og næ og løfter det tunge lidt. Den er dybt personlig, men ikke privat i den forstand – den omhandler følelser og oplevelser og stemninger som er genkendelige for alle voksne mennesker der beskæftiger sig med kærlighedens rutsjeture.

Lige nu arbejder jeg på at etablere sommergalleriet, og få produceret værker som skal hænge der… det bliver med andre ord et travlt forår.
Rina nævner selv http://www.artjournaling.dk/ og jeg vil gerne opfordre jer til at tage turen via linket, hvis I ikke allerede har gjort det. Der er masser af inspiration og hente, og jeg drømmer selv om at tage et kursus ved hende. Så kan jeg jo samtidig få set lidt af Samsø, hvor jeg i øvrigt aldrig har været, men har hørt at jeg burde :) 

Og så til overraskelsen. Rina har tilbudt at give sin bog "Brud Stykker" (værdi 250 kr.), til én heldig vinder, så det er med andre ord, tid til en Give Away!

Det eneste Du skal gøre for at deltage, er at smide en kommentar herunder, og like Brud Stykker på facebook, hvis du ejer en profil. Vinderen findes d.15.4 og bliver kontaktet direkte, hvis kontaktoplysninger er skrevet i kommentaren.

 Held og lykke alle sammen, jeg er hamrende misundelig, så jeg håber i værdsætter chancen ;) 

fredag den 8. februar 2013

Hjemvendt fra Hurghada

Hej i dejlige mennesker i blogland :)
Som nogen af jer nok kan huske, så skulle jeg til Egypten i januar, og det har jeg været nu. Det var en fantastisk oplevelse! Turen bød på Jeeptur i Ørkenen, et løb ned af et bjerg. Besøg hos Beduinerne, rideture på kameler, bustur til Luxor, Kongernes Dal, Alabast værksted, sejltur på Nilen, Karnaktemplet... Åh, for slet ikke at tale om LUKSUS på hotellet i form af 8 swimmingpools, massage, frisørbesøg, 5 resturanter, min. 20 butikker og, og, og... Jeg vil gerne tilbage engang ;)

I dag har jeg blogget det første layout lavet med feriefoto på PTW. se det her .

I øvrigt har jeg en masse hængepartier, så der kommer til at ske en del den næste tid her på bloggen. Jeg håber I kan følge med. Nu er energien endelig ved at indfinde sig, og så skal der handles derefter.
Fortsat dejlig fredag :)
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...